En gammel, sur tysklærer, katten Mogens og en god lommelygte

Historier er der nok af, hvis man bare spørger efter dem. Mød her læreren, som måske ikke kan lide børn, men på den anden side er vild med Juna på tre år. 

Af Sine-Maria Holt Fabricius og Sara Hansen

”Jeg har aldrig brudt mig om børn”, siger Jens, der er pensioneret folkeskolelærer. Faktisk er det ikke Jens selv, der siger det, men han citerer sit forbillede, lærer Andersen, fra den folkekære serie Matador.

Om der er et gran af sandhed i 66-årige Jens’ udtalelse om børn kan diskuteres, da han gennem hele sit liv har været tysklærer på henholdsvis folkeskoler, efterskoler og 10. klasses-skoler.

De seneste 29 år har det været på folkeskolen i Bække, hvor han og hans ægtefælle, Pia, også bor.

Jens og Pias kærlighed
Jens og Pia – en kvinde af knap så mange ord – blev gift i 2004. En kærlighedshistorie, der ikke ligner omgangskredsens.

De to har nemlig mødt hinanden på en datingside i 2002.

”Hvordan skulle jeg ellers træffe hende, vi går jo ikke på de samme værtshuse”, griner Jens og tilføjer efterfølgende, at han faktisk slet ikke kommer på værtshuse.

Udover at fundet sin store kærlighed fik Jens også en håndfuld bonusbørn med i pakken.

Barnebarnet og katten
Det var til hans store glæde, da han aldrig selv har fået børn. Særligt det nyeste skud på stammen – det 3-årige bonusbarnebarn – Juna er i top fem over Jens’ bedste oplevelser.

Som kompensation for savnet af egne børn har parret anskaffet sig den gråstribede, fyldige kat Mogens.

Jens advarer mod, at hvis først han kommer i gang med at snakke om Mogens, kan han ikke stoppe med at snakke om den.  

Jens vil gerne fotograferes, men på en betingelse, nemlig: “Kun, hvis det kommer på side 9”.

Jens’ jokende tone gør sig gældende gennem hele samtale, og det er ikke en undtagelse, når han bliver spurgt, hvad det bedste der er sket i hans liv er.

Jens’ yndlingsliste
”Der er fire ting. 1. Da jeg mødte min kone, Pia, og blev gift med hende. 2. Da jeg fik nyt arbejde i 2005 som lærer på en 10. klasses skole. 3. Da vi fik vores kat Mogens og 4. Da Pia gav mig en lommelygte, som simpelthen bare er så god”.

Jens fortæller ihærdigt om lommelygten, og dens funktioner, da han kommer i tanke om, at han også har et bonusbarnebarn, som skal med på listen.

Gennem samtalen bliver det klart, at Jens måske ikke er så træt af børn, som han kækt gav udtryk for.

Et fag i krise har brug for Jens
Officielt er Jens pensioneret, men han kan ikke holde sig væk fra tyskundervisningen. Han siger selv ”tysk er et fag i krise, og vi har brug for flere gamle, sure tysklærere som mig”.

Derfor har han stadig enkelte undervisningstimer på skolen i Bække.

Lokale fritidstilbud klarer sig godt 

Af Cecilie Kruse

Vejen Idrætscenter er Danmarks tredje største idrætscenter og har cirka 1 million brugere årligt. Mange brugere fortæller, at det er Vejens samlingspunkt. VIC er ikke det eneste fritidstilbud Vejen byder på. Der findes frivillige foreninger, men hvordan står det til?

Frivilligt Drenge og Pige Forbund, FDF, holder til i mange byer rundt om i Danmark. Både store og små byer. FDF holder også til i Vejen. Foreningen bygger på værdigrundlaget om at give børn og unge et ståsted at møde verdenen fra. Et grundlag der forudsætter, at der er et fællesskab, og det er der i FDF Vejen. Et fællesskab som er anderledes end det fællesskab, der foregår i VIC.

Der foregår ofte aktiviteter udendørs i FDF, og det gør sig også gældende i FDF Vejen. Der bliver lavet bål, og til tider dufter der godt, fordi børnene har gang i at lave spændende mad over bålet.

”VIC har mange indendørs aktiviteter, hvorimod FDF har mange aktiviteter udendørs, og intet vejr skal begrænse os”, fortæller Jes Imer.

Jes Imer er leder for Puslinge og Tumlinge, som er i alderen 5-8 år. Han er også bestyrelsesformand i FDF Vejen.

FDF’s aktiviteter foregår under åben himmel. En afgørende forskel fra at bruge fritiden i VIC, mener Jes Imer fra FDF i Vejen.

Jes Imer vil tro, at godt 90 procent af de børn og unge, der kommer i FDF, også bruger Idrætscenteret til at dyrke sport eller andet, men at FDF giver børnene et forhold til det at være udendørs og naturen. Noget man ikke umiddelbart får ved at være aktiv inde i en sportshal. FDF Vejen har heller ikke rigtig benyttet sig af VIC, fordi foreningens aktiviteter ofte foregår udenfor.

”Vi ser ikke VIC som nogen konkurrence”, udtaler Jes Imer

VIC er et tilbud til børn, unge og alle andre i Vejen. FDF er et andet. Fælles for begge er, at de har visioner for børn og unge. Derudover holder begge foreninger gang i Vejen.

For Kirsten og Betty handler det om at holde balancen

Af Sine-Maria Holt Fabricius

Selv på en almindelig tirsdag formiddag summer cafeteriaet i Vejen Idrætscenter af gråhårede livsnydere og dampen fra deres friskbryggede kaffe.

Verdenssituationen bliver diskuteret på kryds og tværs, og det er ikke anderledes for Kirsten og Betty. To kvinder, der hverken vil stille op med billede eller efternavn, men – hver gang muligheden opstår – hellere end gerne vil brede budskabet om effekten af som pensionist at holde sig i gang. 

Kirsten og Betty har begge været til “Move Better”; et hold der arbejder med bevægelses- og balancetræning.

“Det er sådan noget, man kan være med til, uanset hvilke skavanker man har. Det er for alle aldre og både mænd og kvinder”, fortæller Betty, der har været med for anden gang.

“Det er Kirsten, der har anbefalet det til mig, og det er rigtig godt”, siger hun.

”Og så har vi en underviser, der er magelig dygtig”, supplerer Kirsten, og fremhæver Tina Nielsen som en energisk og engageret instruktør. 

“Move Better”-holdet træner en gang om ugen og en time af gangen. Selvom det er et hold for alle uanset form, alder og køn, er det primært pensionister, der nyder godt af holdet. 

Fællesskab er en af Vejen Idrætscenters mærkesager, men for Kirsten og Betty er det ikke det, der får dem til at stå klar i deres motionstøj hver tirsdag formiddag.

“Man laver jo forskellige øvelser, hvor man skal være par, og når man kommer i god tid snakker man med de andre. Men det handler mest om det fysiske og at holde sig frisk”, forklarer Kirsten. 

“Jeg møder også mange af mine gamle håndboldkammerater, men det er ikke derfor jeg kommer”, tilføjer Betty. “Det er balancen mellem fællesskabet og motionen”

Det er ikke kun “Move Better”-holdet, der får Kirsten og Betty op af sofaen. De er begge aktive brugere af alle centerets faciliteter.

“Jeg er med i “Ny i Fitness”, og så har jeg et personligt træningsprogram. Så svømmer jeg en til to gange om ugen”, siger Betty.

“Jeg har pause fra “Easyline”-holdet lige i øjeblikket, men ellers svømmer jeg også to gange om ugen og bruger alle faciliteterne herinde”, tilføjer Kirsten.

“Vi har jo tid til at nyde livet her”, fortæller Betty med et smil, og med de ord fortsætter snakken om verdenssituationen, mens endnu en kop kaffe fyldes til randen. 

Fra krigskammeraterne på Cypern til bowls i Vejen med gutterne

Poul Erik Søgård har sammen med 11 andre motionister taget turen ind til Vejen Idrætscenter, hvor de mindst 2 gange om ugen spiller bowls. Poul Erik Søgård er i dag pensioneret, men livshistorien inden har været meget begivenhedsrig med store og vidtrækkende begivenheder.

Af Alexander Kaastrup

I 1964 deltog han i FNs fredsbevarende aktion på Cypern (UNFICYP), hvor situation var meget kritisk mellem de græske og tyrkiske cyprioter.

Konflikten på den lille Middelhavsø varede 28 år for det danske forsvar, som var udstationeret på Cypeern fra 1964 til 1992.

Det betyder, at Poul Erik Søgård var med i den fredsbevarende mission fra dens begyndelse, hvor han i sin udsendelsesperiode både fik brugt maskin- og haglgevær på Cypern.

Det var en tid, der fik indflydelse på fremtiden på grund af de mange grufulde situationer og scenarier, han stod overfor på den græsk-tyrkiske ø.

”Soldatertiden var en meget speciel tid, som viste vigtigheden af fællesskaber og gav uvurderlig erfaring”, siger han.

Efter sin tid i det danske forsvar begyndte han at arbejde i den danske mejeriindustri, hvor han blev uddannet mejeriingeniør og derefter mælkeproducent.

Han var mælkeproducent i 1980erne hos Mejeriselskabet Danmark, der i dag er kendt som Arla. Poul Erik Søgård bor i dag i Vejen, men voksede op i Vamdrup, en mindre by 15 km fra Vejen.

Syd- og Sønderjylland er kendt for sit kaffebord, og kaffepauser er også meget centrale for sydjyderne, når de spiller bowls.

De 12 motionister inklusiv Poul Erik Søgård, som denne torsdag eftermiddag mødte op, havde ikke tid til en lille snak under det intense spil.

Poul Erik Søgård spiller bowls af to årsager. Han har ikke længere luft til at dyrke andre sportsgrene, fordi de enten foregår udendørs i kulden eller er for fysisk krævende.

Det store fællesskab, han har sammen med de andre bowls-spillere i det sydjyske område, er vigtigt, og hvor verdenssituationen bliver diskuteret. I dag er det de danske håndboldherrer, som får bowlernes fulde opmærksomhed og vurdering.

Konkurrence er sjov, men ikke vigtig
Det er ikke kun i Vejen Idrætscenter, hvor pensionister spiller sporten i nærområdet.

Vi skal blot en uge tilbage for at finde det seneste arrangement, hvor 6 klubber fra nærområdet mødtes.

Til sådanne arrangementer er konkurrencen ikke det vigtigste, derimod er samværet med andre klubber og dét at møde nye mennesker, hvilket nogle gange kan være svært, siger han.

Bowls er sport, som grundlæggende har samme regler som curling. Du har en bold eller en kugle, som skal tættest muligt jack, som er en mindre bold. Bowls er en forholdsvis udfordrende sport, og man skal øve sig for at lære boldens bane og bevægelse at kende.

Poul Erik Søgård er en øvet spiller.
”Men jeg burde være meget bedre end jeg er i dag”, griner han.

I de unge dage var han meget aktiv og dyrkede en del motion. I dag spiller han bowls, fordi det er en af få sportsgrene, lungekapaciteten tillader.

Der er en stor kontrast i livsstilen fra ung til gammel, men sport er vigtig for pensionisterne, så man holder sig frisk og får oplevelser der kan deles og diskuteres med andre ligesindede.

Livet udvikler sig konstant, men det gør vigtigheden af fællesskaber ikke.

Byens sociale samlingssted

Af Peter Waagø

Selvom centret i Vejen er Danmarks tredjestørste idrætscenter, så er det ikke kun håndvægte, bolde og airtracks, der får hele Vejen til at komme der. Kaffen er også meget vigtig.

Det sociale samvær i centret vægtes meget højt. Der er altid støj og glade mennesker, der er faldet i snak med hinanden i centerets mange kroge. Om morgenen er der f.eks. muligt at drikke varm, frisklavet kaffe fra klokken 5 til kl. 10 – uden at skulle have pungen op af lommen.

Kaffen er et socialt omdrejningspunkt i centret.

“Det her er på mange måder Vejens midtpunkt. Det er her folk mødes. De mindste låner en bold, og de ældre mødes i caféen og drikker kaffe. Selv mine egne forældre kommer ind i mellem bare for at hygge sig”, siger Cecilie, som til dagligt arbejder i receptionen.

En anden, som også fremhæver det sociale, er Jytte Bruun, som selv er medlem af centeret og den nærliggende kroketklub. Jytte har i sit arbejdsliv arbejdet for en fagforening.

“Jeg kommer i centret tre morgener om ugen for at træne, og det er så hyggeligt! Jeg har derudover også mødt andre mennesker, som jeg ikke ville have mødt, hvis jeg ikke havde tilmeldt mig”.

Centeret er byens samlingspunkt, og for mange er det hjertet af Vejen, hvor man samles og ofte møder nogen, man kender.

“Centret har en rigtig stor betydning for vores by, da vi er virkelig stolte af stedet”, fortæller Jytte Bruun.

Men også de unge kommer i centeret for at mødes med andre mennesker i forskellige aldersgrupper, forklarer Josephine på 17 år.

“Jeg bryder mig ikke om at dyrke sport alene, men er bedre til sport i fællesskab, hvor vi arbejder sammen med hinanden”.

I centeret vægtes fællesskabet ekstremt højt. Folk kan komme mellem 05:00 – 10:00, hvor der er gratis kaffe.

Her er det specielt de ældre borgere, som benytter sig af dette initiativ.

“Så når kaffemaskinen er ude af drift, så er stemningen ikke alt for god”, siger kommunikationschef Signe Grüner Hansen  

Campus Vejen satser på et stort og lokalt samarbejde

Af Frederik Ferguson

Mikkel Hviid er 27 år og nyudnævnt leder af en organisationen ”Campus Vejen”. Det er et stort samarbejde, både med forskellige uddannelsesinstitutioner i Vejen Kommune, men I den grad også med Vejen Idrætscenter, som Campus Vejen egentlig fungerer som en underafdeling af.

Mikkel Hviid er ny Campus Vejen-leder og har ambitoner om et stort og lokalt samarbejde.

Campus Vejen udgøres af et samarbejde mellem diverse uddannelser i Vejen Kommune. Alt lige fra folkeskoler til ungdomsuddannelser, efterskoler, Askov Højskole og VUC er en del af samarbejdet.  

”Fokus er på de unge mennesker, eleverne som går der, og at de skal oplever, at Vejen er fedt sted at uddanne sig”, siger Mikkel om essensen i Campus Vejen.

En stor del af Campus Vejens arbejde ligger først og fremmest i at arrangere en masse aktiviteter, der skal gøre det mere attraktivt at være ung og elev på en af uddannelsesinstitutionerne i Vejen. Arrangementer hvoraf mange finder sted i idrætscentrets lokaler.

Og det nævner Mikkel Hviid også som den primære årsag til, at et samarbejde fortsat kan betale sig.

Campuslederen har da også en ide om, i hvor stor grad VIC fremover vil blive brugt.

”Jeg forestiller mig der skal være en aktivitet en måske flere gange om måneden”.

Mikkel Hviids primære ambitioner for arbejdet mellem institutionerne er at bevare det tætte samarbejde, der har været, og sikre sig, at alting forsat kommer til at fungere på bedst mulige måde.

Derfor er der heller ikke meget, campuslederen umiddelbart mener, man kan forbedre på området, og det vigtigste er derfor at bevare det samarbejde, der allerede er.

Ifølge campuslederen er det også forholdsvis små ting, der skal sikre det fremtidige samarbejde. Især den gode tone er vigtig, og netop den gode tone er også en ting, der ifølge lederen sagtens kan variere fra den ene arbejdsplads til den anden.  ”Jeg tror, god tone er forskellig, alt efter hvilket individ du spørger”, udtaler Mikkel og forklare, at det for ham betyder, at man taler pænt til hinanden og kommunikere på en ordentlig måde.

Pingvinerne har det koldt, vådt og sjovt

Af Cecilie Kruse

Det kolde gys, pingvinerne trofast nyder i VIC, er en fornøjelse i pensionisttilværelsen og en god grund til at være medlem af Pingvinklubben i VIC.

Det skulle både være sundt for krop og sjæl at komme i det udendørs kolde bassin.

Pingvinklubben er oprettet efter udbygningen af svømmehallen. Pingvinklubben går i sin enkelthed ud på, at medlemmerne skal ud i Årstidernes bassin mindst 10 gange inden for 30 dage i vinterhalvåret og sænke sig ned i det kolde vand. Hvis man opnår det, bliver man medlem af Pingvinklubben.  

”Man har det fantastisk efter en tur ude i det kolde. Det er velvære for kroppen”, fortæller Henning Ranum.

Han er en af klubbens cirka 280 medlemmer.

Henning Ranum, en af ca. 280 pingviner, der nyder det kolde gys om morgenen.

77-årige Henning Ranum svømmer 3 gange i ugen; mandag, onsdag og fredag morgen.

Det er han ikke ene om at gøre. Han svømmer sammen med 6-7 andre. Det er deres sociale mødested med faste rutiner. Svømmevennerne mødes omkring kl. 9. Først svømmes der, dernæst tage de mod til sig i dampbadet, inden turen går ud i det iskolde vand med en temperatur på mellem 3 og 10 grader.

Og så hurtigt ind igen for at få varmen og lege videre.

”Vi gamle mænd bliver som små drenge, når vi er i vandet”, fortæller Henning med et smil på læben.

Når kolbøtterne og ´hvem kommer først´-konkurrencerne er overstået, står den på en kop gratis kaffe i centerets café.

Kaffen er vigtigt for de garvede Pingvinklub-medlemmer, fordi her bliver verdenssituationen ordnet. Det er det sociale aspekt, der er grunden til, at Henning kommer i klubben.

”Jeg nyder at komme her. Det er vel ligesom dem der godt kan lide at gå til fodbold.”

Håndværket på væggen i svømmehallen
På vej fra den varme indendørs svømmehal og ud i Årstiderne bassin hænger to mosaikbilleder. Billederne har hængt i svømmehallen siden 27. december sidste år, hvor Pingvinklubbens årlige generalforsamling fandt sted.

Det var nærmest en selvfølgelighed, da klubben skulle blive enige om, hvad der var vigtigt at få med i billederne; Pingviner.

En opgave Henning Ranum var glad for at få og har formodet at skabe to vidt forskellige pingvin-billeder.

Henning selv vil ikke kalde det kunst, fordi han ikke ser sig selv som kunstner. Derimod er det håndværk ifølge Henning. Håndværk, han nyder at bruge sin tid som pensionist på. Det faldt Henning naturligt at lave billederne til VIC og Pingvinklubben. ”Når solen skinner ind ad vinduerne på den rigtige måde, så glimter billederne. Det nyder jeg rigtigt meget”, siger Henning.

Lokal entreprenør donerer stadion til Vejen SF

Af Jacob Berg Hansen

Henning Have er glad for Vejen.

Hans entreprenørvirksomhed, der hovedsaligt beskæftiger sig med jord, beton og anlægsbyggeri, har godt rodfæste her i det lille smørhul, hvor ”ingen opgave er for stor. Eller lille”.

Derfor har han valgt at donere et nyt kunststofstadion til Vejen SF, der til daglig spiller i Serie 1. Over telefonen fortæller han om sin egen glæde ved at støtte det lokale idrætsliv, men også om den nødvendighed stadionet faktisk er for ham selv.

”Det er jo et fyrtårn her i vores lille by. Hvis vi i Henning Have A/S skal beholde vores rodfæste her i byen, så er det vigtigt at have et knudepunkt, der kan lokke folk til”.

Med Danmarks 3. største idrætscenter i baghaven virker Vejen ikke umiddelbart til at være en by i opløsning.

Det mener Henning heller ikke.

Men omvendt mener han heller ikke, at ”vi skal vente til de dårlige dage, før udviklingen skal sættes i gang. Det skal ske nu, mens det kører godt”.

Man skal smede, mens jernet er varmt. Men man skal også overveje sine træk med omhu. For selvom donationen til Vejen SF’s nye stadion stort set kun har været af økonomisk karakter, har entreprenørvirksomheden faktisk også haft aktier i byggeriet af stadionet.

Som anlægsbyggere har de selv været med til at bygge både bane og tribune op.
”En del af byggeriet har vi selv stået for. Men klart størstedelen af donationen har været af ren økonomisk karakter. Jeg kan ikke lige huske beløbet, men vi er oppe i millionklassen”.

Direkte adspurgt, om det er nødvendigt med et stadion til et serie 1 hold, er Henning hurtig med et klart svar.

”Selvfølgelig er det vigtigt. Udviklingen skal have de bedste rammer, men banen kan jo frit benyttes af alle. Derfor er det også en kunststofbane, så den ikke hele tiden skal plejes, og så man kan anvende den på helårsbasis”.

I dag er selve kunststofbanen færdig. Tribunen mangler en sidste kærlig hånd, før den kan indvies i løbet af foråret.

Uanset Vejen SF’s fremtidige præstationer er Henning glad for at have kunnet støtte sin lokalsport. Både for holdets, men også det større fællesskabs skyld.

Sport og leg er væsentligt i Vejen. Og Henning, han er glad for Vejen.

I løbet af foråret står det nye kunststofstadion i Vejen klar. Henning Have er stolt af at være med til at gøre noget for klubben.






Per har været bordtennisformand i 25 år – og han tager gerne to mere

Af Pernille Rosenfeldt

Lidt afsides fra resten af centeret, på den anden side af Boulevarden, ligger Troldesalen. Her er ingen baggrundsstøj fra motionscykler, ingen plask fra svømmehallen og ingen råb fra springsalen.

Når du kommer ind i lobbyen på vej mod salen, virker her faktisk næsten helt øde. Hvis man hører efter, kan man dog høre en umiskendelig lyd. Alle der har gået på skoler eller fritidshjem kender den helt specielle kliklyd af en bordtennisbold, der først rammer battet, så bordet, og så et bat igen.

Bordtennis er dog langt fra en sport, der kun bliver spillet af børn.

Det er hyggeligt og samværet er i top, men det giver også god motion at spille med på 60+-holdet i Vejen Bordtennisklub.

Inde i Troldesalen spiller Vejen Bordtennisklubs 60+ hold.

Formanden Per Christensen er selv 65 og nyder stadig at spille.

”Bordtennis er jo en meget fleksibel sport”, siger Per.

”Vi har nogle super dygtige spillere, som sigter efter mesterskaber, og så er der nogen, der bare godt kan lide at stå og skyde bolden frem og tilbage. Der er plads til det hele.”

Udover 60+ holdet har klubben også både et juniorhold og et seniorhold. Allerede på søndag skal de bedste fra de to hold spille kamp i Vojens, og til april deltager de i landsmesterskabet.

”Det er nogle rigtige gode konkurrencer, hvor folk også har de godt sammen”, siger Per Christensen.

Per har altid boet i området omkring Vejen og flyttede ind til selve byen i 1973. For et halvt år siden blev han pensioneret, men før det havde han arbejdet 29 år som bager i Kvickly.

Bordtennisklubben er dog ikke noget, Per lige pensioneres fra.

”Til april stiller jeg op til formand to år mere”, siger Per med stolthed i stemmen.

Han kan også godt regne med at blive valgt, da han har holdt posten de seneste 25 år.

”Så længe det er sjovt bliver jeg ved”.

Per startede med at spille bordtennis, fordi hans to sønner godt kunne lide at spille. Derfor meldte Per og en kammarat sig begge ind i klubben sammen med deres sønner, og selvom sønnerne efterhånden faldt fra, så fortsatte Per.

Det betyder meget for ham at holde sig i gang, og selvom sønnerne er stoppet til bordtennis for mange år siden, fortæller Per stolt om deres fodboldpræstationer.

Per tænker ikke kun på selv at holde sig i gang, det betyder også meget for ham, at han kan hjælpe andre mennesker med at komme i gang med at dyrke en sport.

For nylig har bordtennisklubben fået chancen for at hjælpe flere ældre i området.

”Sundhedsstyrelsen ringede til mig og sagde, at de tit mødte mænd over 60, der boede alene og havde svært ved at komme ud at dyrke sport og møde andre mennesker”.

Sundhedsstyrelsen har tænkt sig at foreslå de mænd, der har svært ved at komme i gang, at de skal tage et smut forbi bordtennisklubben.

Det er en let sport at komme i gang med, og hvis du kigger rundt i salen, er det også tydeligt, at spillerne får snakket, hygget og grint sammen. 

Per er også glad for de muligheder, samarbejdet med Sundhedsstyrelsen giver. På den måde bliver den gamle bordtennisklub ved med at udvikle sig.

Signe er vokset op med idrætscentret og kan ikke forestille sig et liv uden

Af Cecilie Kruse

Som Danmarks trejde største idrætscenter er Vejen Idrætscenter altid et dynamisk og aktivt sted, der kræver sine medarbejdere.

En af dem er Signe Grüner Hansen. Hun er kommunikationschef i VIC og bruger rigtig mange timer i centeret hver uge. Timerne bliver brugt på både arbejde og på sport.

Signe Grüner Hansen, kommunikationschef i VIC, nærmest bor OG arbejder i centret.

”Jeg er født og opvokset i Vejen og kommet i VIC hele mit liv”, fortæller Signe Grüner Hansen.

I dag arbejder hun som kommunikationschef i VIC. Hun har boet i Vejen hele sit liv og har et nært forhold til Vejen Idrætscenter, fordi hun er opvokset med at komme i centeret.

Dengang hun var barn, var VIC stedet hvor man var sammen og aktive om sporten og det har ikke ændret sig siden. VIC er lige så meget Signes arbejdsplads som det er hendes andet hjem, fordi hun tilbringer rigtig meget tid både arbejdsmæssigt og privat i centeret.

Signe kommer her nærmest alle dage i ugen, fordi det er her hun har sin arbejdsgang, men det er også her hun træner og bruger tid med sine børn.  

”Vi kan være aktive sammen, gå ind i svømmehallen, spille badminton og få noget godt at spise i cafeen efterfølgende”.

Karoline på 5 år svømmer og Nikolaj på 10 år spiller fodbold i centeret. Mens børnene er til sport, så kan Signe finde på at bruge tiden på at træne. Det kan være alt lige fra badminton til motion og cirkeltræning. Det giver et godt flow i centeret, fordi mange børnefamilier benytter sig af samme tilgang til centeret som Signe og familien gør.


En af de gode oplevelser Signe har haft i centeret som mor til Karoline og Nikolaj er, når gymnastikholdet har haft deres forårsopvisning. Hal 1 er fyldt med glade børn og voksne, der nyder gymnastikopvisningen, musikken og fællesskabet. Arbejdsmæssigt har der også været gode oplevelser i centeret.

Signe fortæller, at hun synes det giver en god følelse i maven, når alle medarbejdere har knoklet op til et event, og det så er løbet godt af stablen.

”Jeg har altid haft min gang i centeret og været med fra helt spæd og det gør, at jeg har en følelse af ejerskab overfor VIC.”

I dag vil hun gerne være med til at præge centeret for fremtiden, så VIC også er Vejens samlingssted om 20 år. Vejen Idrætscenter skal fortsat være det sted, hvor man mødes, dyrker sport og glædes ved fællesskabet.

Det er for eksempel Signe, der sætter præget på hjemmesiden, fordi hun er uddannet grafiker og gerne spiller ind med alle sine gode ideer. For Signe er VIC meget mere end en arbejdsplads. Det er hverdagsglæde, hygge med familien, gode kollegaer og sportsfællesskabet.