Et hundeliv bringer Mette til Vejen Idrætscenter

Af Frederik Ferguson    

50-årige Mette Jakobsen fra Viborg er glad for sine hunde. Hun har gennem tiden haft flere hunde, og mange af dem har hun også deltaget med i et utal af hundeudstillinger, blandt andet når Dansk Kennelklub har haft stævner ved Vejen Idrætscenter.

En krævende hobby med stor transporttid
Hendes umiddelbare opfattelse af de udstillinger, der er foregået i Vejen, er generelt positiv – selv om der måske har manglet campingpladser.

Hvad er det, der får dig til at tage rundt i landet for at deltage i hundeudstillinger?

”Det er en god hobby, hvor man også har fået bekendte eller venner og dermed socialt fællesskab”. 

Mette Jakobsen med sin hund Mocha på udstilling i Vejen Idrætscenter i juni 2016.

Selvom der er et stort arbejde med at klargøre sine hunde til sådan en udstilling, og hun både børster dem og deltager i ugentlige træninger, så betyder fællesskabet alligevel, at både de lange forberedelser og den lange transporttid er det hele værd.

Hund først, derefter udstilling
Selvom Mette Jakobsen ser udstillingerne som en sjov del af det at have hund i dagligdagen, så understreger hun, at det altid bør være hundene selv, der kommer i første række.

”Hundeudstillingerne er kun et ekstra element. Det vigtigste er glæden ved hunden i dagligdagen”.

Det vigtigste for Mette er, at hundene er glade og tilfredse. Fællesskabet er dermed det, der driver hende mere end alt andet.

Store arrangementer med en vis omkostning
Dansk Kennelklub fortæller, at der typisk er omkring 3000 hunde, der deltager i en hundeudstilling. Prisen her er ca. 390 kr., og det kan hurtigt løbe op, hvis man deltager i op til flere udstillinger om året.

Mette Jakobsen er fuldt ud klar over de økonomiske omkostninger.

”Hundeudstillinger kan ikke betale sig økonomisk – tværtimod er det kun en udgift”, fremhæver hun og understreger, hvad der i hvert fald ikke er en af grundene til at tage på udstilling med sine hunde. 

”Men det sjovt at lave noget med sin hund, og hunden har godt af at blive brugt til noget, lige meget om det er udstilling, lydighed, agility eller noget helt andet”, siger hun.

Veninder med forskellig tilgang til bogens verden

Af Sara Hansen og Sine-Maria Holt Fabricius

Louise og Hildur er i fuld gang med et opvarmningsprogram, de senere skal vise for deres gymnasieklasse. Sveden perler på deres pander, da de tager et lille hvil.

Louises ambitioner
”Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor jeg ikke har læst”, fortæller 17-årige Louise.

Hun går i 1.g på Vejen Gymnasium på kemi- og matematiklinjen, men det er litteraturen, der fascinerer hende.

Louise nyder især at læse fantasy og klassikere, og derudover holder hun af at skrive. Louises drøm er at få publiceret en bog – og få succes med det. På trods af kontrasten mellem hendes passion og uddannelsesvalg, synes Louise, at det er vigtigt med en bred interesse-vifte.

Den islandske passion
Louise er sammen med sin veninde Hildur på 16 år. De går i klasse sammen, og Hildur har faktisk et mål med at læse kemi og matematik: Hun er blevet inspireret af sin mor til at blive tandlæge.

Veninderne og klassekammeraterne Louise (t.v.) og 
Hildur har fælles interesse for bøger, men i hver sin retning.

Selvom det ved første forsøg er svært at få ud af hende, interesserer Hildur sig også for litteratur.

Det er ikke noget hun identificerer sig med, for som hun selv fortæller:

”Det er noget jeg gør for mig selv, for at koble af”.

For Hildur er det ikke fantasy og klassikerne, der trækker, men islandsk realisme.

Hannibal springer efter drømmen

Af Daniel Tønning og Daniel Frangu Isbrand

For mange er ideen om at vende på hovedet i luften og lade sig falde fem meter ned en smule skræmmende.

Men det er ikke en følelse Hannibal Bull på 15 ikke kender til. I hvert fald holder det ham ikke tilbage.

Hannibal er nemlig en garvet parkour-entusiast, der ikke tænker “hvad nu hvis”, og som kaster sig ud i halsbrækkende spring fra alt, lige fra svømmehallens 5 meter vippe til trampoliner og halvbløde måtter.

Hannibal på 15 år elsker at hoppe, springe og udfordre sig selv. Men det var ikke kærlighed ved første spring, da han stiftede bekendtskab med parkour.

Hannibal er ikke blot en ung gut, der har meget mod, når det kommer til “flips”, som han kalder det, men han lærer også gerne fra sig, når han underviser i den stilfulde bevægelsessport, parkour.
Hjemme i København er det gået så godt for ham, at han har fået job ved siden af sin skole, hvor han lære børn, unge og voksne parkour

Passion
Sammen med sin gode kammerat Bjørn drager de Hannibal til Vejens Idrætscenter, hvor de har mulighed for at øve sig fra vippen i svømmebassinet.

Dog fortæller Hannibal, at makkerparret alligevel ikke kan dy sig for at lave et nummer på VIC og sniger sig ofte ind i springsalen for at øve deres krumspring.

Her er det ikke kun Hannibal og Bjørn, der nyder muligheden for at dyrke deres passion, men tilskuerne er som regel også talstærkt, når de to går i gang.

“Det er jo ikke hver dag, man ser folk lave baglænder fra 5 meter-vippen”.

Hannibal blev ikke tændt på parkour fra begyndelsen, og han var egentlig slet ikke passioneret grebet af sporten, som hans forældre havde introduceret ham til, og han besluttede, at det ikke var noget for ham.

Men i stedet for bare at droppe ideen helt, tog han den op igen nogle år efter, og denne gang kunne han ikke stoppe igen.

Fremtiden
Hannibal vil gerne gøre sin hobby til sit levebrød, og derfor stiler han efter en plads på BGI i 10. klasse. BGI er en efterskole for spring og gymnastik, hvor han håber at kunne videreudvikle sine talenter indenfor spring og parkour. Hannibal håber at vende tilbage til BGI i sit voksne liv, enten som underviser eller instruktør.

Det lille hvide hus i midten

Af Niklas Bauge Marker

Når du går igennem Vejen Idrætscenter, hører du støjen af mennesker, unge som gamle, som samler sig om sport, sammenhold og fællesskab.

Ved siden af cafeen ligger en stor hal, hvor baseball-drengene spiller bold, og du hører knald af driblende bolde.

Men hvis du går ned af trappen og ind til midten af centeret, ser du et gammelt, hvidt stråtækt hus, som ikke hænger sammen med de moderne haller og sportsbaner, som ligger omkring det. På den ene side ligger en padle-tennisbane, og på den anden side hører man musik og stemmerne fra nogle damer, som dyrker yoga i hallen ved siden af. Hvis det havde været sommer, kan man forestille sig, at folk ville løbe forbi på vej til en af græsbanerne eller i gang med at spille på padle-tennisbanen.

Huset blev bygget i 1852, mere end hundrede år før idrætscenteret kom til. Der var ikke nogen haller, ikke nogen baner, kun marker og træer.

Det eneste ved huset, der har ændret sig, har været ejerne, som man kan spore tilbage til 1882 i Rigsarkivet, hvor der boede en lokal kræmmer ved navn Hans Jokum Lauridsen, som muligvis har været en af Askov Højskoles initiativtagere – og smugler.

Naboer er kommet og gået, det sidste hus i nærheden erstattet med hyttebyen; et Danhostel, der huser gæster til idrætscenteret.

Huset i midten af centret, som det så ud omkring 1852.
I 2018 er markerne væk – og centret kommet til.

Når du står inde i midten af centeret og kigger på huset, er det som om at kigge ind i et vindue til fortiden. Man ser, at selv inde mellem hallerne og banerne, de travle og effektive, som altid prøver at nå nye højder, ligger der et roligt, lille pust fra fortiden.

Ny i fittnes hitter i VIC

Ny i fitness i VIC er den eneste af sin slags i Nordeuropa. Center bruges blandt andet af mange forskellige folk, der har nogle forskellige skavanker, som gør de ikke har lyst til at træne over i det normale fitnesscenter.

Tag med når journalistelev Anders Kofod – Jensen & Film og Tv-elev Mads Strandgaard Strate tager ned for at snakke med Projektleder for i Ny i fitness Joye Meulengracht.

Interview og research: Anders Kofod-Jensen
Film og redigering: Mads Strandgaard Strate

https://www.youtube.com/watch?v=E1K-evVjG0c&fbclid=IwAR2lfyfhJUduFOeh50LH2jDB_x_wuCYD_glYENGMjMydjjiTW8aCUpnOXz0

Grønvangskolen gik til valg

Af Pernille Rosenfeldt

Valglokalet er gjort klar. Forhængene er sat op foran stemmeboksene. Urnen er allerede halv fuld, fra da de første vælgere stemte i formiddags, og snart kommer resten af Grønvangskolens vælgere og giver deres bud på hvilket parti, der skal vinde det store skolevalg.

Så er der klar til valg på Grønvangskolen .

“Man taler jo ikke om politik, når man er 14 år, men det her er faktisk spændende”, lyder det fra køen, hvor 8. klasse står og venter på, at elevrådsrepræ-sentanterne deler stemmesedlerne til dette års skolevalg ud.

Når folketingsvalget i dette forår er overstået, så kan de børn, der er 14 år nu, med stor sandsynlighed også stemme ved det næste folketingsvalg.

Derfor mener Bjarne Fruergård, der er samfundsfagslærer på Grønvangskolen, at det er meget vigtigt at få givet eleverne en forståelse for det politiske system inden da. Det skal skolevalget hjælpe med.

“Det er min fornemmeste opgave, både som lære, far og demokratisk borger, at lære vores kommende generation at tage kritisk stilling til deres omgivelser.”

Derfor har Bjarne også selv stået for at skrue et forløb sammen til eleverne over de seneste tre uger i stedet for kun at bruge det materiale, skolen fik udleveret af Folketinget.

I løbet af de sidste tre uger har eleverne arbejdet med valg og demokrati, både i historie og samfundsfag, og dagen før valget var der ungdomspolitikere ude på skolen og holde debat.

Når eleverne taler om forløbet, er det da også helt klart debatten, der fylder, da det skiller sig ud fra den almindelige undervisning. Bjarne mener også det gør et rigtig stort indtryk at møde unge mennesker, der brænder for politik, så det ikke kun er gamle mænd i fjernsynet, der taler om emnet. Men har eleverne virkelig fået noget ud af at høre ungdomspolitikerne debattere?

“Der var en, der havde en feministisk trøje på, så hende vil vi drenge ikke stemme på”, siger en høj, lyshåret dreng fra 8. klasse og griner lidt.

I det hele taget taler eleverne meget lidt om hvilke holdninger, partierne har, men rigtig meget om deres attitude og måden, der argumenteres på.

“Der var nogle af partierne, jeg ikke kunne lide, fordi de angreb andre personligt,m uden at de havde gjort noget” siger en anden elev.

For mange elever er det første gang, at de nogensinde har overværet en politisk debat, og selvom det er de lokale ungdomspolitikere, der diskuterer, og samfundsfagslæren der er ordstyrer, håber Bjarne stadig, at eleverne får en forståelse for de ideologier, der ligger bag partiernes argumenter.

Derfor var det også emnerne; cigaretter, topskat og forsvar, der blev diskuteret. Bjarne mener, det er nogle af de emner, hvor man tydeligt kan høre partiernes ideologier. Ifølge Bjarne var det svært at få eleverne til at stille spørgsmål til selve debatten, da der var mange mennesker tilstede, men til gengæld er den politiske interesse i klasselokalet blusset op, efter eleverne har oplevet ungdomspolitikernes debat.

Danskerne svømmer i kaffe

Af Cecilie Kruse og Peter Waagø

Vi danskere drikker kaffe morgen, middag og aften. Til alle lejligheder – på arbejde, ude og hjemme til tv´et om aftenen.

Ifølge en undersøgelse lavet af European Coffee Federation i 2017 drikker danskerne i gennemsnit 8,6 liter kaffe. Det er over dobbelt så meget kaffe som den gennemsnitlige verdensborger drikker.

I og omkring Vejen bliver der også drukket rigtig meget kaffe hver dag.

På Askov Højskole bliver der brygget 25 liter kaffe om dagen. Bare i dag har flere elever drukket 4 kopper kaffer og klokken er endnu ikke 15.

I Vejen Idrætscenter benytter mange sig af gratis kaffe efter træning – et tilbud medlemmer kan benytte i tidsrummet 05-10 hver dag.

”Det er et ekstremt populært tilbud. Det er fællesskab og hygge, og det er rart at kunne samles efter en træning over en kop kaffe”, fortæller kommunikationschef Signe Hansen.

I VIC bliver der hver dag lavet 1000-1200 kopper kaffe. Om året svarer det til et ton kaffe.

I Vejen centrum ligger cafeen; Byens brød og cafe. Her bliver der serveret cirka 20 liter kaffe om dagen. Det er en essentiel del af cafebesøget at drikke kaffe.

”Vi har faste kunder, der kommer hver morgen for at drikke kaffe”, fortæller barista Simone Lund. 

Og kaffe er en vigtig del af cafeen og en af de store indtægtskilder.

Jazz, job og fritid forener på tværs af grænser og alder

Af Daniel Tønning og Daniel Frangu Isbrand

Claus Højbjerg på 60 år og Lukas Kaczmarczyk på 41 år arbejder sammen i en svømmehal, hvor de har den formelle stilling som livreddere. De to er ikke kun kolleger, men også gode venner og rejsekammerater i fritiden.

Lukas – til venstre – og Claus til højre er gode venner og kollegaer og dyrker mange fælles interesser.

Claus kommer oprindeligt fra København, men har i sit voksne liv forelsket sig i det rolige liv i Bramming, hvor han i dag bor i en gammel villa. Han spiller musik i sin fritid bl.a. jazz, og det er en interesse, han deler med sin udenlandske makker Lukas, som er flyttet fra Starachowice i Polen.

Svømmer blev til livredder

Lukas kom til Danmark for 4 år siden som 37-årig for at være tættere på sin familie, der har boet i Danmark i mere end 10 år. På trods af Lukas har en kæreste i Polen, er han meget glad for sin nye hverdag.

Efter at være blevet ansat i VIC’s svømmehal som livredder, blev han tilbudt jobbet som cheftræner for et af de mere seriøse svømmehold i foreningen.

“Jeg har svømmet, siden jeg var helt lille”, siger Lukas, og hans passion har senere ledt til en karriere, der startede i Polen som svømmeinstruktør gennem 7 år.

En af de ting der holder Lukas i Danmark er hans familie, men næsten endnu vigtigere er hans gode kollega Claus.


Lukas mødte Claus i forbindelse i svømmehallen, hvor de to kollegaer lagde ud med lidt let smalltalk, men venskabet blomstrede hurtigt.

De to kolleger er glade for deres arbejde; specielt Claus:

”Det er rart, at man hele hele dagen kan rende rundt i korte bukser.”

Friluftsmennesker

Claus har altid været et friluftsmenneske, så da Lukas måtte vende tilbage til Polen efter et par måneder, var det oplagt at høre Claus, om han ikke ville med. Ikke blot for at søde turen, men også glæde hans nye kammerat.

Turen til Lukas’ hjemland er ikke den eneste rejse, de to kammerater har været på sammen. De var for nyligt et smut forbi det eneste bjerg i verden, man måler i centimeter, Himmelbjerget. Derudover har de også eksperimenteret med kajakture på Kongeåen i Vejen. De tog det næste skridt i deres venskab, da Lukas mødte Claus’ familie i den gamle villa i Bramming.

Musikken

Friluftsaktiviteter er en stærkt delt interesse mellem de to kompagnoner, men langtfra den eneste.
Musik – og særligt jazz – er en fælles interesse for de to, der dog bruger musikken vidt forskelligt. For Claus betyder jazz familie, hobby og venner. Hvorimod Lukas bruger musikken som en form for meditation og terapi

“Det får mig til at slappe af og renser mine tanker”, siger Lukas.

Begge spiller de selv en smule, Claus mere end Lukas.

Hvorom alting er har det bragt dem tættere sammen, blandt andet til koncerter, men også hos hinanden hvor der en enkelt gang var planlagt jam session.

Dog tog alkoholen over, og de to måtte indse, at plektret ikke gled så godt over strengene, som først håbet.

Som ung havde Claus en drøm om at blive professionel musiker, men som han siger: “Man bliver også ældre”.
Så musikken fylder ikke så meget som den engang gjorde. Claus er dog stadig aktiv inden for musikken med sit C.V. Jørgensen cover band bestående af hans søn og fire venner. Sammen turnerer de landet tyndt.

Niels drømmer om basketball i USA

Vejen Basketball oplever fremgang, hvor der kommer flere spillere end nogensinde før. Spillerne kommer fra større byer som Kolding og Haderslev. Klubben har et stærkt socialt fællesskab, som en ting de prioritere meget højt.

Af Alexander Kaastrup, Anders Larsen og Peter Waagø

I Vejen Basketball er der et stort fokus på ungdomsspillerne, og en af Henrik Niebuhrs store målsætninger for klubben er at have et drenge- og pigehold i samtlige årgange. Henrik Niebuhr har været sportschef i Vejen Basketball de seneste 5 år. Det er vigtigt for klubben, at der skal være plads til alle. Gode spillere såvel som dårlige.

Vejen er springbræt til basket i USA
En af dem, som kommer i Vejen Basketball flere gange om ugen, er Niels, som er 15 år gammel og går i 8.klasse på Grønvangskolen. Niels går på skolens aktiv sundhedslinje, som betyder, at Niels har idræt 2 gange om ugen.

Niels (t.v.) sammen med Henrik Niebuhr – begge har de drømme og visioner for basketball, både på egne og klubbens vegne.

Niels drømmer om at komme til USA for at spille high school basketball. Det har en af hans unge trænere nemlig haft stor fornøjelse af.

“I Vejen Basketball er de rigtigt gode til ungdomsspillere, men hvis man skal blive professionel, skal man på et tidspunkt videre, fordi niveauet ikke er højt til at drive basketball langt”. Det er en stor fordel, at klubben har mange trænere, som er med til at gøre både spillerne og fællesskabet bedre.

Niels understreger dog, at det at være medlem i Vejen Basketball er rigtig sjovt, og at det er et rart sted at komme uanset niveau. Betydningen af basketball er rigtig stor i Vejen Basketball.

Vejen på mellem-niveau
Vejen Basketball er på eliteniveauet en mellemgod klub, da der er flere hold, som er bedre, men også mange som er ringere. Vejen-klubbens bedste hold er at finde i toppen af 2.division, som er den tredje bedste basketball liga i Danmark efter basketligaen og 1.division.

Tilbuddet for de unge spillere i Vejen er godt. Alle hold har mindst 3 trænere tilknyttet, hvilket gøres muligt af et samarbejde mellem Vejen Basketball og sport campus Vejen, hvor unge både kombinerer idræt og uddannelse.

Det er en god klub at være ungdomsspiller i, hvor der er forskellige arrangementer i sæsonen, som gør, at fællesskabet mellem spillerne indbyrdes og klubben bliver forstærket. Klubben arrangerer både sleepovers og aktivitetsdage i Vejen Idrætscenter samt mulighed for at spille turneringer i Sverige og Norge. Den eneste årgang, hvor Vejen Basketball mangler et hold i ungdomsrækkerne, er pigernes U-19 hold.

Det kniber stadig med en bestemt aldersgruppe
Når det kommer til de unge i aldersgruppen 19+, så kniber det stadig for klubben, i de unge søger væk fra Vejen.

Henrik Niebuhr siger, at det skyldes mulighederne for uddannelserne ved siden af sporten.

”Vi oplever i høj grad, at når spillerne afslutter gymnasiet og skal tage det næste skridt i uddannelsessystemet, så forsvinder vores spillere. Så primært oplever vi, at vores spillere tager til Århus, Aalborg og Odense af den simple årsag, at de kan tilbyde universiteter med en masse forskellige uddannelser, som vi ikke kan her i Vejen”.

Vejen deler vilkår med andre provinsklubber
Det er ikke kun i Vejen, at uddannelsesmulighederne ikke er optimale.

Svendborg og Hobro er to forholdsvis små byer, men disse to byer har i øjeblikket sport på eliteplan i henholdsvis basketball, håndbold og fodbold.

Svendborg har dog det privilegium, at Oure Efterskole ligger 10 kilometer fra byen. Oure har både efterskole, kostgymnasium og højskole, der fokuserer på sport. Her kan diverse klubber i Svendborg plukke de største talenter fra Oure og tilbyde dem prøvetræning og en plads i klubben. I Hobro har de store byer liggende omkring sig og samler de spillere op, der ikke slår igennem i for eksempel AAB og AGF. Derudover er der kun 1 time med offentlig transport til universiteterne i Aalborg og Aarhus.

Nøglesystem uden huller

Af Jakob Berg Hansen
Så simpel ser sikkerheden i VIC ud.

Vi mennesker deler alt med hinanden: Et billede på Instagram, en mad i kantinen eller en forkølelse i bussen. Også vores personlige oplysninger ryger med i delingsdejen, når vi skal agere i det offentlige liv. Kontooplysninger og CPR-nummer er i dag en lige så grundlæggende privat ejendom, som de er en del af utallige registre hos offentlige instanser, forretninger og foreninger. Og samtidigt får vi at vide, at vores oplysninger bliver behandlet mere sikkert end nogensinde før.

I Vejen Idrætscenter er man begyndt at arbejde med et nyt nøgle- og data-system, der baserer sig på et armbånd. Et armbånd, som har egen konto i Vejen Idrætscenter. Et armbånd, som administrerer medlemskaber og kontingentbetalinger. Og et armbånd, som næsten eliminerer en af de ældste og mest ildesete udåder blandt mennesker: Tyveriet.

Nemt og sikkert
Inger Marie Tamberg er IT-konsulent i VIC. Hun er en af nøglepersonerne bag nøglebrikken. Når brugere af idrætscenterets faciliteter møder ind, så bipper de sig selv ind, helt uden brug af medlemskort.

”Nøglebrikken har et billede af abonnenten scannet ind, som receptionisten eller træneren så ser. Dermed kan man undgå identitetstyveri”, forklarer Inger Marie Tamberg og kalder det en nem og sikker løsning, både for personale og brugere.

Men hvor sikre er nøglebrikkerne? Medlemmerne indbetaler det beløb, som de bruger i centeret, til deres medlemsnummer. Men man kan næsten forestille sig de surt tjente kroner, der ryger i de forkerte lommer, hvis medlemsnummeret bliver kendt. Men her er Ingers svar klart nej.

”Til medlemsnummeret er de fleste personlige oplysninger tilknyttet i vores eget system. Når folk først har sat penge ind på deres konto, er det svært for os at udbetale beløbet igen. Derfor sætter folk også sjældent mere end 200 kroner ind.”

Hun uddyber, at pengene kan udbetales, såfremt man melder sig helt ud af centeret eller hvis man dør. Dette gøres i receptionen med et billedid, der sammenholdes med det billede, man har tilknyttet nøglebrikken. Faktisk mener Inger, at nøglebrikkerne har gjort det mere sikkert for VICs kunder.

”Man kan fylde meget på nøglebrikken og bruge den, som man lyster. Man kan sagtens anvende nøglebrikken til både kantine og automater, så vi ser en tendens, hvor folk i stadigt stigende grad efterlader pungen derhjemme for i stedet at nøjes med armbåndet”.

Vi kender næsten alle historier om folk, hvis jakker og tasker har haft uindbudte gæster, mens de har svedt i en hal. De nye armbånd har gjort det sikkert for almindelige sportsfolk at færdes i VIC. Måske bander Vejens lange fingre nu et: ”Røv og nøgler”!